Lokaletilskud og undring
Lokaletilskud og undring
Forsiden > Dus med foreningen > Lokaletilskud og undring
Billede til Om kommunale regler og praksis
Billede til Om kommunale regler og praksis

Om kommunale regler og praksis

Af Mogens Greve


Undringer
Syddjurs Kommune stiller krav til fællesskabet i de lokaler, kommunen giver lokaletilskud til
- og har lavet regler for, hvad et sådant fællesskab er.

Ud fra disse regler anerkender kommunen ikke fællesskabet ved træningen i foreningens store sal
- og afviser derfor at yde lokaletilskud til brugen af salen.
Det i sig selv giver anledning til undring.

Når det ses i forhold til gældende praksis på en række andre områder, melder der sig yderligere undring.

Frem for "rigtigt eller forkert" handler det i vidt omfang om undring over holdning.
Syddjurs Kommunes holdning til en række forhold, der hver for sig og sammen er med til at sætte betingelserne for foreningens daglige virke.

Du kan her læse om baggrunden for undringerne
- uanset om du er medlem, lokalpolitiker eller andet.

Undringerne giver mulighed for at rette til og korrigere på kommunal holdning og praksis (kan sagtens nås inden næste års kommunalvalg)
- så vores frivillige forening og dens mange medlemmer i endnu højere grad mærker kommunens og byrådets anerkendelse af fællesskabet og de sunde aktiviteter.


Nye lokaler i 2016
I 2016 flyttede Hornslet Motionscenter ind i nye lokaler ved Rema 1000.
Det nye center til 6,5 mio. kroner blev bygget uden kommunalt tilskud
- og uden byrådsmedlemmers deltagelse ved rejsegilde og/eller indvielse.

Kommunens "gave" til foreningens nye center var derimod pludselig fratagelse af lokaletilskuddet, så foreningen ikke fik noget lokaletilskud i 2016, 2017 og 2018.

Der blev delvist lavet om på det fra 2019, hvor foreningen blev bevilget et reduceret tilskud til 60 procent af lokalerne, hvilket stadig er gældende i dag.

Begrundelsen for det reducerede tilskud er, at fællestræningen i den store sal ikke lever op til Syddjurs Kommunes regler for, hvad der er fællesskab.
Dette på trods af at frivillighed og fællesskab, også i den store sal, er hele fundamentet for Hornslet Motionscenter.


Kold skulder er en politisk holdning
I forhold til lovgivningen er det ikke ulovligt, at Syddjurs giver den kolde skulder til mere end 500 medlemmers fælles træning i den store sal.
Det er en politisk holdning.

Folkeoplysningsloven foreskriver, at lokaletilskud skal gives til fællesskabs fremmende aktiviteter.
Hvis Syddjurs Kommune mente, at medlemmernes træning i salen levede op til kommunens forståelse af begrebet fællesskab, kunne man yde tilskud.
Når man ikke mener det, kan man lade være.


Forklaringen mangler vi stadig
De folkevalgte politikere kan selvsagt ikke sætte sig detaljeret ind i alle regler og retningslinjer m.m.
I mange sammenhænge er politikerne afhængige af administrationens faglige viden og rådgivning og skal med den i hånden finde de løsninger, der bedst muligt kombinerer borgernes interesser og ønsker med kommunens.

Efter i 2019 at have vendt 180 grader for pludselig at bevilge (delvist) lokaletilskud til foreningen (uden at begrunde de hidtidige afvisninger), besluttede Udvalget for plan, udvikling og kultur 6/11 2019 at ville se nærmere på historikken og regelgrundlaget i sagen.

Mere end 4½ år senere er det tilsyneladende stadig ikke sket.
Foreningen har i hvert fald ikke modtaget info om det.

Om det i sin tid var administrationen eller politikerne – eller begge parter – der ikke ønskede at give lokaletilskud til Hornslet Motionscenter, eller det hele slet og ret bundede i forståelse står stadig hen i det uvisse.




Da det for 30 år siden hed Rosenholm Kommune, var Hornslet Motionscenters tilskud tæt på samme niveau som nu.
I regnskabsåret 1991 var tilskuddet 80.170 kroner. 30 år senere - i 2021 - var tilskuddet fra Syddjurs Kommune 82.826 kroner.



Kommunalt lokaletilskud
Lokaletilskud tager udgangspunkt i folkeoplysningsloven, der blandt bygger på prioritering af fællesskab
- og Hornslet Motioncenter ER en folkeoplysende forening.

Folkeoplysningsloven siger, at kommunen kan nedsætte tilskuddet for deltagere over 25 år.
Ud fra dette fastsætter den enkelte kommune sine egne regler.

Syddjurs har valgt kun at give lokaletilskud, når det handler om aktiviteter for unge under 25 år.
Deltager der også medlemmer over 25 år, finder man den procentvise andel af medlemmer over 25 år
- og reducerer lokaletilskuddet med dette procenttal.


Har pligt til at støtte fitness
Ankestyrelsen har i en klagesag afgjort, at kommunal støtte til foreningsfitness ER lovlig.
Det afgørende er ikke aktiviteten fitness i sig selv - men organiseringsformen.

Det betyder, at så længe der er tale om et foreningsbaseret fitnesscenter med medlemmer, bestyrelse og generalforsamling, hvor overskuddet går tilbage til foreningen selv, så har kommunen ret og pligt til at støtte foreningen i henhold til folkeoplysningsloven
- ligesom det gør sig gældende med den lokale håndboldklub.

Folkeoplysningsloven giver kommunerne vide beføjelser til at fastsætte regler og retningslinjer.
Syddjurs Kommune har besluttet, at en folkeoplysende idrætsaktivitet (fællesskab) kræver holdtræning med minimum fem deltagere.


ØK 14. november 2018
Uddrag af mødereferatet:

Punkt 260 Foreningsfitness.
Tilskud
mødet den 26. september 2018 besluttede Udvalget for plan, udvikling og kultur at fremsende fire forslag til tilskudsmodeller til udtalelse og kommentering i halsamvirket og i de berørte foreninger.

Kulturafdelingen har skriftlig rettet henvendelse til alle haller i samvirket, samt til de foreninger, der risikerer at skulle betale gebyr for benyttelse af lokaler under150 m².

De foreninger der har modtaget en skrivelse, er de foreninger der benytter multisale under 150 m² i enten Hornslet Hallen, Mørke Idrætscenter, Ådalshallen eller pavillonbygningen til spinning i Midtdjurshallen.
Foreningerne omfatter HIF-motion, Mørke IF (gymnastik-, fitness- og hovedafdeling), IF Ådalen, IF Midtdjurs Fitness.
Derudover aftenskolen FOF Djursland.

De fire modeller er uddybet i udvalgspunktet fra den 26. september 2018, men kan kort opsummeres som:
Lokaler til folkeoplysende foreningsfitness (dvs. hold med minimum 5 deltagere, og hvor der enten er instruktør ved aktiviteten, eller hvor deltagerne på holdet går til aktiviteten på et fast ugentligt tidspunkt) indgår på lige fod med andre lokaler i hallerne i SyddjursModellen.


Undring
Referaterne fra møde i Udvalget for plan, udvikling og kultur 26/9 2018 og i ØK 14/11 2018 omhandler arbejdet med modellerne for lokaletilskud til foreningsfitness.

Hornslet Motionscenter er ikke nævnt - og blev hverken hørt eller modtog info om fastsættelsen af de regler, der stadig gælder i dag.

Beslutningen blev, at der i et lokale kræves holdaktivitet med minimum fem deltagere, for at man er berettiget til lokaletilskud.
Begrundelsen var/er, at lokaletilskud kun gives til fællesskabs fremmende aktiviteter.

Dermed også sagt, at kommunen ikke mener, at træningen i foreningens 300 m2 lokale med de mange maskiner er fremmende for fællesskabet i foreningen.

Andre stiller spørgsmål ved, om afvisningen af at give lokaletilskud til den store sal er "cirka lige så forkert", som det var, at man i flere år helt afviste at give lokaletilskud.

TV2 Østjylland forsøgte i 2018 at skabe klarhed over begrundelsen
- se eller gense, hvordan det gik.


Den pludselige ændring
Efter i flere år helt at have afvist at give lokaletilskud til Hornslet Motionscenter, ændrede Udvalget for plan, udvikling og kultur 6/11 2019 pludselig holdning og bevilgede lokaletilskud til foreningen.
Dog var/er tilskuddet både dengang og i dag reduceret med 40 procent grundet kommunens vurdering af manglende fællesskab ved træningen i den store sal.

Udvalgets mødereferat fra 6/11 slutter sådan:
"Udvalget for plan, udvikling og kultur ønsker at se nærmere på regelgrundlag og historik i en senere sag."

Mere end 4½ år efter udvalgets "kovending" afventer foreningen (og Lokalavisen) stadig at høre nærmere fra Syddjurs Kommune om den pludselige holdningsændring – og om evalueringen.


Uden hold intet fællesskab
Træningssalen i Hornslet Motionscenter udgør 290 m2 (40 procent) af de i alt cirka 800 m2, og Syddjurs Kommune har reduceret lokaletilskuddet med 40 procent.

Kommunen har vedtaget at give lokaletilskud til:
"Lokaler til folkeoplysende foreningsfitness dvs. hold med minimum fem deltagere, og hvor der enten er instruktør ved aktiviteten, eller hvor deltagerne på holdet går til aktiviteten på et fast ugentligt tidspunkt."

Vedtagelsen af kravene bunder ikke i nogen lov – men er Syddjurs Kommunes holdning.
Til sammenligning giver kommunen lokaletilskud til padel, badminton og pickleball, hvor der spilles 1 mod 1 eller 2 mod 2 – altså færre end fem deltagere.

Uanset det ... - er det rigtig fint med tilskuddene til padel, badminton, ridning og pickleball m.m., da givetvis også en nogle af disse aktive føler sig som en del af et fællesskab.


Undring
Er der virkelig mere fællesskab i at spille med op til tre andre på en badmintonbane eller sidde på ryggen af en hest sammen med andre i en stor ridehal, end der er i fitnesstræning på tværs af køn og alder i motionscentrets 300 m2 træningssal.


Gratis kommunal fitness træning
Selvtræning i Hornslet Motionscenters træningssal er hverken køns- eller aldersopdelt.

15- og +85-årige træner, hygger, snakker og griner sammen
- også efterlønnere og pensionister er meget velkomne i foreningen, hvilket en del benytter sig af.

Ofte møder to eller flere medlemmer (venner – familie – træningsmakkere m.m.) ind samtidig for at træne sammen.

Foreningen og dens 6-800 medlemmer opfatter selv sit folkeoplysende fællesskab som værende af samme værdi som sjovt samvær og snak ved diverse tilskudsberettigede aktiviteter som eksempelvis yoga, padel, ridning og badminton.

Syddjurs Kommune stiller gratis lokaler og fitnessmaskiner til rådighed for 437 timers ugentlig selvtræning for alle kommunens pensionister og efterlønnere i otte kommunale aktivitetscentre (dog undtaget timer hvor kommunen selv bruger lokalerne).

Den gratis kommunale fitness træning er uden krav om fællesskab og er hverken forenings- eller medlemsbaseret.

Har kommunen et træningsbehov, den ikke mener dækkes af foreninger og andre udbydere af fitness i Syddjurs, er det godt og fint, at kommunen finder løsninger.
Men der ligger en undring gemt i forhold til betingelserne for (konkurrerende) kommunal fitnesstræning contra reduktionen af lokaletilskud til den helt samme slags træning i vores forening.


Når fem ikke er fem
En forening ansøgte i 2023 Syddjurs Kommune om tilskud til indendørs padel i Rønde.

I referatet fra behandlingen af ansøgningen står der blandt andet:
"Det tidligere Udvalg for plan, udvikling og kultur besluttede på sit møde 26. september 2018 en præcisering af, hvad der forstås ved en folkeoplysende aktivitet.

Her blev det besluttet, at aktiviteterne skal være på hold med minimum fem deltagere, hvor der enten er instruktør, eller hvor deltagerne går til aktiviteten på et fast ugentligt tidspunkt.
Administrationen vurderer, at dette kan overholdes i tilfældet med TRIF Tennis."

Ansøgningen til padel blev godkendt, og klubben "modtager op til 3.500 kr. pr. bane klubben lejer og bruger til holdbaseret foreningsaktivitet."

Godt at Syddjurs anerkender og støtter padel.
Men undring:
Administrationen vurderede i sagen at padel er en holdaktivitet (?)
at padel med maks. fire deltagere på en bane lever op til kravet om minimum fem deltagere (?)


Tilskud til træning på udebane
Som forening har Hornslet Motionscenter mulighed for at leje tider i idrætshallerne.

Vil 20 af foreningens medlemmer (uanset alder) spille badminton, kan foreningen leje en ugentlig haltime og seks badmintonbaner for 90 kroner pr. gang.
Samtidig får hallen et kommunalt lokaletilskud på cirka 200 kroner.

Det udløser således lokaletilskud til en idrætshal, hvis motionsforeningens medlemmer spiller badminton i en idrætshal
- men ikke når de træner sammen i egne lokaler.

Det er så godt, når kommunen "gradbøjer regler" og tilpasser tilskud til det frivillige foreningslivs bedste.
Det efterlader dog undring at se betingelserne i forhold til hinanden.


Enlig byrådsrepræsentant
Som enlig repræsentant for samtlige inviterede byrådsmedlemmer til forårets generalforsamling 2024, var Henriette Qvist Eriksen (V) også den første lokalpolitiker til at besøge foreningen.

"Jeg blev virkelig overrasket over at se mere end 50 medlemmer til generalforsamlingen," siger Henriette Qvist Eriksen, der også fik en kort info om motionscentret og foreningen.

"Jeg har fået et godt indtryk af stedet og af træningen på både hold og individuelt. Der er vist mere fællesskab i selvtræning, end mange af os politikere har været helt klar over."

Hun udtrykker stor forståelse for den undring, du kan læse om i disse linjer og mener, at der i kommunen er behov for en nærmere gennemgang af det fremførte.

"Det er tydeligt, at man virkelig ønsker at fungere som en forening med stærkt fællesskab. Mit indtryk er, at der er behov for en genovervejelse af kriterierne for lokaletilskuddet."

Henriette Qvist Eriksen siger videre, at hun også vil undersøge, hvilke muligheder foreningen har for at søge kommunal støtte til drifts- og vedligeholdelsesopgaver samt nyanskaffelser m.m.

"Man kan vel godt kalde det et sundhedstegn, at foreningen først nu spørger ind til det."


Tilføjelse
Til det med drift- og vedligehold kan tilføjes, at motionscentret i vinter oplevede nogle dage med ret meget vanddrypperi, da fygesne under taget begyndte at tø.

Efterfølgende snakke med fagfolk viste heldigvis, at der ikke skulle være bekymring m.h.t. fugtskader på taget
- uden at nogen dog har givet 100 procent garanti.

Snakken i centret nåede forinden denne afklaring dog lige omkring "Hvad nu hvis …"
- og om centret har adgang til samme støttemuligheder som kommunens øvrige foreninger.


Lokaletilskud - til sammenligning
Idrætsaktiviteter i Hornslet i egne/lejede lokaler
Årligt tilskud i 2022 udregnet pr. medlem under 25 år:
Hornslet Bokseklub 1.677,-
Rosenholm Rideklub 2.812,-
Syddjurs Karateskole 1.954,-
Hornslet Motionscenter 316,-
Find os på
Foreningen Hornslet Motionscenter (ved REMA 1000)
hmc8543@gmail.com
hornsletmotionscenter.dk

ÅBENT lørdag kl. 7-18 - søndag kl. 7-21.30
- øvrige dage kl. 5-21.30
Jule- og nytårsaften lukkes dog kl. 16
VED LUKKETID SKAL ALLE HAVE FORLADT CENTRET

BEMANDET ÅBNINGSTID
Mandag, tirsdag og onsdag kl. 16-18
Torsdag kl. 15.30-17
Kontakt
  • Foreningen Hornslet Motionscenter (ved REMA 1000)
  • CVR: 13476683
Kontakt
  • Foreningen Hornslet Motionscenter (ved REMA 1000)
  • CVR: 13476683
Find os på
Udviklet af Globus Data | Cookie indstillinger