(h)Asta la vista
(h)Asta la vista
Forsiden > Dus med foreningen > (h)Asta la vista
Billede til (h)Asta la vista i motionscentret
Billede til (h)Asta la vista i motionscentret

(h)Asta la vista i motionscentret

For 86-årige Asta Udsen er Hornslet Motionscenter blevet et af hverdagenes mange højdepunkter

Tekst og foto: Mogens Greve

Selv om du ikke tænker "kunstig" om Asta, er der dog alligevel noget kunstigt over hende – nemlig knæene og den ene ankel.


Med fra starten
"Mine to kunstige knæ har altid fungeret, men anklen var godt nok træls – lige indtil Tina for fem år siden startede holdet med Senior Fitness," siger Asta denne mandag, efter at holdet lige har afsluttet dagens træning.

Asta, der for et halvt år siden rundede de 86 år, var med på holdet fra starten.
"Og så gik det ellers hurtigt med, at anklen blev bedre. Jeg har gået til gymnastik altid – i Ådalen og i Hornslet. Og hvem skulle tro, at jeg skulle blive mere end 80 år, før jeg kom med på mit livs bedste gymnastikhold sammen med den bedste instruktør, jeg har haft – og fik en ankel, der igen kan det hele."

Asta er trofast deltager på Senior Fitness hver mandag og træner desuden styrketræning tirsdag eller torsdag.
"Når jeg synes, jeg trænger til det, snupper nogle gange lige en ekstra træningsdag."


Flyttede med til Rema 1000
Asta har en stor del af livet boet i Karlby - og bor nu i Hornslet.
Da hun startede i Hornslet Motionscenter, havde det til huse i Hornslet Hallen.

"Jeg flyttede senere med til det nye motionscenter ved Rema 1000. Maskinerne havde jeg jo lært at bruge, så det fortsatte jeg med – og sprang på Senior Fitness, da det startede. Holdgymnastikken er godt for noget og styrketræningen for noget andet."

Og så kan man jo tænke lidt over, hvor mange andre steder der mon er i Danmark, hvor 15-årige og 86-årige dyrker motion sammen.


Cyklen er forårsklar
Om vinteren holder cyklen lidt mere stille end ellers.
"Men den er gjort forårsklar til turene rundt i Hornslet- og Ådalsområdet."

Da Asta fik ny bil, var der ikke længere krog til cyklen.
"Min mand, Jens Carl, døde i 2021. Vi havde tit cyklerne med på bilen rundt i landet. Heldigvis er der også mange fine ture her i området – både på vejene og rundt i Rosenholm Skov."

Asta og Jens Carl rejste også meget og fik besøgt store dele af verden sammen.
"Det var mest ham, der ville af sted. Men nu er jeg også blevet "for slem" til at rejse. Sidste år var jeg på fem rejser – blandt andet en tur alene til Irland, hvor jeg var i Belfast og rundt på hele øen."

Om en måned går turen til Dresden med søsteren og til juni til en græsk ø sammen med en af sønnerne.


En dansk ø om året
"Jens Carl og jeg besøgte også en masse danske øer. Det fik min nabokone og hendes veninde ikke gjort. Så nu arrangerer jeg hvert år en ø-tur med dem. I år skal vi til Endelave."

Asta kører – og stiller bilen ved færgen.
"Vi har ikke bilen med over. De to andre har jo også godt af at komme ud at gå."

Fra tid til anden bliver det også til et par overnatninger i en hytte på en campingplads.
"Nogle gange inviterer jeg børn og børnebørn til at kigge ind."

Og ellers … - på tur en gang om måneden med kvindegruppen "Kvindeværelset", petanque i Hornslet, læseklub og litteraturcafé + passe det 120 m2 store hus og haven.

"Jeg har heldigvis en dejlig stor have. En robotklipper fikser græsset, mens jeg selv klipper hækken indvendigt og klarer det øvrige."
Find os på
Foreningen Hornslet Motionscenter (ved REMA 1000)
hmc8543@gmail.com
hornsletmotionscenter.dk

ÅBENT lørdag kl. 7-18 - søndag kl. 7-21.30
- øvrige dage kl. 5-21.30
Jule- og nytårsaften lukkes dog kl. 16
VED LUKKETID SKAL ALLE HAVE FORLADT CENTRET

BEMANDET ÅBNINGSTID
Mandag, tirsdag og onsdag kl. 16-18
Torsdag kl. 15.30-17
Kontakt
  • Foreningen Hornslet Motionscenter (ved REMA 1000)
  • CVR: 13476683
Kontakt
  • Foreningen Hornslet Motionscenter (ved REMA 1000)
  • CVR: 13476683
Find os på
Udviklet af Globus Data | Cookie indstillinger